Holdninger og meninger i denne artikel er mine egne og personlige.

Jeg har i tidligere artikel beskrevet hvilke mulige konsekvenser der kan være ved at man opretter et Ungdomskriminalitetsnævn og beskrevet udfordringer set fra en socialrådgivers perspektiv der arbejder med denne målgruppe

Vi ved hvilke konsekvenser det kan have for unge kriminelle at ende i det strafferetlige system. Vi ved at der er stor risiko for recidiv ved at unge bliver involveret i det strafferetlige system og vi ved at der er risiko for, at de unge kan blive mere kriminalitets-truede end før ved at fx få en dom. Vi ved at de unge kriminelle bedst kommer ud af kriminalitet ved at man arbejder forebyggende i det sociale system i det lokalområde som den unge bor i.

Men hvad sker der, når de ikke-kriminelle bliver en del af Ungdomskriminalitetsnævnet? Reformen er blevet stærkt kritiseret i forhold til de unge kriminalitets-truede, da der er en stor risiko for at de unge føler sig stigmatiseret, stemplet og bliver pålagt en social kontrol, som de unge ikke er motiverende til at deltage i. De kommer vel og mærke til at mærke en konsekvens, men det bekymrende er, at de unge ikke kommer til at lære af denne konsekvens.

Når Ungdomskriminalitetsnævnet screener en ung, som har begået en strafbar handling, men udover det er ressourcestærk, har gode sociale forudsætninger for at klare sig godt i samfundet og bliver pålagt et Forbedringsforløb, hvilke konsekvenser har det så? Vil den unge lære af sin fejltagelse? Hvad så hvis den unge har fx autisme/asperger/ADHD? Kan den unge forstå konsekvensen? Vil denne ung også føle sig kriminel og hvad vil det have af betydning for den unges selvopfattelse?

Min bekymring går på at systemet kommer til at ramme mange unge som slet ikke burde være i det system. De unge bør støttes og vejledes i det sociale system som har det helhedssyn som vi er så gode til at dyrke og bruge. Det tætte samarbejde med forældrene, skole og andet netværk er så vigtig at huske og involvere i arbejdet med den unge at det nok er nærmest altafgørende. Det er hvad der hjælper! En helheds-orienteret og koordineret indsats til at gribe de unge som har udfordringer på med det sociale og som måske har udfordringer i familien og skole. En sag i Ungdomskriminalitetsnævnet bør ikke være udslagsgivende i forhold til en isoleret strafferetlig overtrædelse. Der skal tænkes i sociale foranstaltninger i det forebyggende regi før man tænker at den unge skal ind i Ungdomskriminalitetsnævnet og mærke konsekvensen af egen handling.

Det skaber forvirring for den unge og for den unges familie og de mister tilliden til at de nok burde have hjælp fremfor en konsekvens over en handling som måske er begået i affekt.

Lad os derfor være bevidste omkring målgruppen og hvem det er vi faktisk skal hjælpe og hvordan vi skal hjælpe. Lad os være klare i vores mission om at forebygge at den unge ender i kriminalitet.

UngeRuten har skiftet navn til IndsatsRuten

X