Gurhan Karakus, daglig leder & indehaver, gurhan@ungeruten.dk

Jeg bliver ugentligt spurgt af socialrådgivere og socialrådgiverstuderende i forhold til mit kendskab og erfaring med Ungdomskriminalitetsnævnet, konsekvenser hos de unge ved at have deres sag behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet og om Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN) som en helhed er et godt koncept for at forebygge ungdomskriminalitet.

Jeg vil derfor prøve at bryde disse ting ned i denne indlæg samt belyse hvordan jeg ser ovenstående. Bemærk, at dette er min egen erfaring og det kan på ingen måde danne grundlag for at vurdere om hvorvidt UKN som en helhed er et godt tiltag eller ej. Men hvis man spørger mig, ude fra min egen erfaring, så synes jeg at det ikke er godt nok. Og det skyldes blandt andet, at kommunerne har et bedre kendskab til de unge hvis sager behandles i nævnet, samt at det i forvejen er kommunerne der indstiller, udfører og bearbejder de unges vanskeligheder.

Nogle af de få konsekvenser som jeg ser ved UKN, er at det hele skal gå meget stærkt.

Dette er særligt problematisk ved unge, som er under 15 år, som kommunen ikke har et (godt) kendskab til. Og grunden til at kommunen ikke har et kendskab til den unge, skyldes at der ikke er en en meget bekymrende historik på den unge. Der er ingen store bekymringer fra skolen, fritidsklubben, SSP eller andre kommunale eller private instanser. Dette betyder derfor, at det grundlag der skal til for at lave en fyldestgørende undersøgelse og indstilling til UKN bliver meget tynd. Hvis den unge har begået en strafbar handling én gang – fx slået med en knyttet næve, og han er under 15 år og han bliver screenet, så skal han i UKN. Men hvis der ikke er nogle bekymringer udover den ene voldshandling, hvorfor skal han så overhovedet i UKN? Jeg vil mene, at når socialrådgiveren indstiller til et forbedringsforløb på et tyndt grundlag, så skader det mere end det gavner, fordi den unge ikke forstår sig på hele konceptet, han føler sig udstillet, familien føler sig udstillet som dårlige forældre og den unge kan risikere at føle sig stemplet og behandlet anderledes af hans primære og sekundære netværk. Det er især på skolerne, at nogle af disse unge føler at de skal forklare sig for gud og hver mand efterfølgende. Den unge vil ikke virke sårbar og fortæller højt og godt om hvor lidt det betyder for ham, hvis han får ”UKN-dom” og påtager sig en negativ rolle som han ikke havde før.

Man bør derfor altid være velovervejet før man indstiller til et forløb jf. § 13 i LBU. Man bør også overveje om hvorvidt der faktisk er behov for, at der skal iværksættes foranstaltninger i et forbedringsforløb. 

Men når en ukendt ung får behandlet sin sag i UKN og der bliver truffet afgørelse om forskellige tiltag, har det så en forebyggende effekt på en ung der i forvejen ikke er alvorlig kriminalitetstruet? Kunne det løftes ude i det almene? Det afhænger meget af den indstilling som socialrådgiveren udarbejder. Jo flere foranstaltninger der indstilles til jo mere indgribende bliver det også. Det er her jeg altid anbefaler, at man skal iværksætte det mindst indgribende og det som den unge kan klare i forvejen, hvilket er at passe sin skole. Sådan en ung er 1 (hvis vi antager at 1 er det mindst bekymrende) på en bekymringsskala fra 1-10. Og her kræver det sit som socialrådgiver at fortælle den unge, at dette gør man fordi man ikke vurderer at den unge er alvorlig kriminalitetstruet eller er i fødekæden for at ende i bandemiljøet. Og dette kan ikke gentages nok overfor den unge eller familien – at den unge ikke er kriminalitetstruet. Det er vigtigt at systemet (altså dele af den) viser den unge og familien, at han/hun ikke skal påtage sig en anderledes rolle i de arenaer som den unge befinder sig, kun fordi der er truffet afgørelse i UKN. Jeg plejer altid at sige, at man skal tage selve sagsbehandlingen i UKN som en erfaring, som man ikke skal bygge videre på, fordi så ender man igen i UKN.

Hvad
så med de unge som nærmere sig toppen af skalaen? Skal der flere foranstaltninger på? Skal det være meget mere skræddersyede indsatser? Behøver man at iværksætte 5 forskellige tiltag for at forebygge, at en ung bliver mere kriminel? Eller skal man anbringe? Alle disse spørgsmål kræver en viden om den unge og særlig viden om ungdomskriminalitet, og denne viden har kommunerne, som så skal forklare det til UKN, der på socialrådgiverens erfaringsgrundlag træffe en afgørelse om, det som socialrådgiveren vurderer, er det rigtige at iværksætte.

Kommunerne
gør alt dette i forvejen. Det har man altid gjort. Og det er ikke anderledes nu. Jeg har oplevet at flere unge som er meget kriminelle, som ikke vil samarbejde, ikke oplever større konsekvenser end hvis UKN slet ikke fandtes. Er UKN så overflødig eller det fordi kommunerne ikke vil indstille til de meget intensive foranstaltninger?

Jeg vil mene
, at UKN er overflødig og at kommunerne faktisk indstiller til de meget indgribende foranstaltninger, der sommetider kan være dyre end en anbringelse. Så det er ikke fordi kommunerne vil spare på økonomien eller fordi man er bange for at anbringe. Mange kommuner ved at anbringelse oftest ikke er løsningen, men at arbejde med den unge i de vante omgivelser har en bedre effekt på at forebygge yderligere kriminalitet.
Det store spørgsmål er om hvorvidt UKN har en forebyggende effekt i forhold til en ungdomskriminalitet, som i de sidste mange år har været nedadgående. De mest kriminelle unge (som er en promille), har behov for en specialiseret indsats, der kræver dygtige praktikere, der kan arbejde proaktivt og reaktivt, der tager afsæt i forskning, teori og målbare metoder og værktøjer. Og UKN har ikke en indflydelse på, hvem kommunen vurderer er den bedste til at iværksætte de rigtige fagfolk til at hjælpe de unge med deres vanskeligheder og problemer.

 

UngeRuten har skiftet navn til IndsatsRuten

X