Holdninger og meninger i denne artikel er mine egne og personlige.

Jeg har i en tidligere artikel skrevet om udfordringerne ved ungdomskriminalitetsreformen set fra de unges perspektiv. Her kunne vi konstatere at øget stigmatisering, større risiko for tilbagefald til kriminalitet og en følelse af udstødelse/udelukkelse er nogle af de få ting som de unge kan risikere at blive udsat for.

Men hvad betyder reformen set fra socialrådgiverens vinkel?

Først og fremmest betyder det, at socialrådgiveren ikke længere ”bestemmer” hvilken foranstaltning der skal iværksættes, hvis den unge vurderes til at være (alvorlig) kriminalitetstruet. Det er domstolen for de 15-17 årige og politiet for de 10-14 årige som fremadrettet får kompetencen. Det betyder at den indsats som man påtænker, vil være relevant for den unge, ikke længere er hos den kommunalt ansatte, men hos Ungdomskriminalitetsnævnet.

At en sagsbehandler som har fulgt den unge og familien og har det overordnede blik, betyder rigtig meget. Det er faktisk en af de afgørende faktorer i forhold til at forebygge kriminalitet. Dette viser også erfaringen; kommunerne begynder at arbejde på tværs af afdelinger og civilsamfund for at skabe bro mellem borgeren og de forskellige fagfolk og ressourcepersoner. Familien og den unge skal forholde sig til få fremfor mange. Dette forsvinder når Ungdomskriminalitetsnævnet og Ungekriminalforsorgen skal ved lov overtage det arbejde som socialrådgivere har gjort i mange år: at iværksætte de foranstaltninger som vurderes til at være de bedste for den unge.

Socialrådgiveren orienterer Børne- og Ungeudvalget ved hjemgivelse ved tvangsanbringelser. Når det er børn og unge som anbringes via nævnet, skal sagen forelægges for nævnet igen hvor det igen er nævnet som har kompetencen til enten at imødekomme hjemgivelsen eller beslutte forsat anbringelse. Jeg ved af egen erfaring, at sager hvor de unge anbringes ved tvang, har man altid fulgt sagen tæt. Dette vil man selvfølgelig også gøre når en ung anbringes igennem nævnet. Udfordringen opstår at kendskabet og udviklingen som den unge er igennem, ikke kendes af nævnet.

I den børnefaglig undersøgelse jf. § 50 i Lov om Social Service, er det beskrevet at undersøgelsen skal afsluttes senest 4 måneder senere. I det fremsatte lovforslag kan socialforvaltningen udarbejde en ungefaglig undersøgelse, som senest skal afsluttes 3 uger efter anmodningen. Mange kommuner har i årevis kæmpet med at for få sagsbehandlere skal udarbejde for mange undersøgelser. Flere end hvad man kan nå. Der er afdelinger rundt om i landet som bruger langt længere tid end 4 måneder. Hvad betyder det så? Det betyder at hvis man ikke når at udarbejde en ungefaglig undersøgelse, skal man udarbejde en foreløbig vurdering. Det er kvantitet fremfor kvalitet. Og da det primært er kommunen som har overblikket, så er det bekymrende, at sådan et vigtigt arbejdsredskab skal udarbejdes på 3 uger.

Når mit socialrådgiverhjerte læser dette, gør det en smule ondt i maven. Det er en meget indgribende foranstaltning som nævnet skal træffe og kommunen får op til 3 uger til at belyse den unge forhold. Selv almindelige tvangsanbringelser, skal den endelige indstilling til Børne- Og ungeudvalget forelægges senest 4 uger efter en akutanbringelse. Der er ikke rigtig en proportion i det der bliver besluttet. Det er en udfordring! – Hvor er den røde tråd?

Der bliver etableret en Ungekriminalforsorg. Ungekriminalforsorgen skal føre tilsyn med den unge og familien. Hvis familien eller den unge ikke samarbejder, skal forsorgen underrette den unges bopælskommune skal træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at sikre at Ungekriminalforsorgen kan udføre deres arbejde. Alternativt indstilles den unge igen til Ungdomskriminalitetsnævnet, hvilket i værste tilfælde kan ende med en anbringelse.

Socialrådgivere kan derfor risikere at være den forlængede arm af politiet i det retslige system til de unge under 15 år. Al forskning peger på, at en sammenblanding af det sociale og retslige system resulterer i stigmatisering og stempling af den unge hvilket resulterer i tilbagefald til kriminalitet. Oftest kan disse sager også være konfliktfyldte. Mange unge og deres familier vil ikke have et samarbejde med kommunen. De ønsker ikke hjælpen. Samarbejdet mellem socialrådgiveren og den unge/dennes familie kan derfor være udfordret i forvejen. At man derfor også skal arbejde udefra denne lovgivning, fordrer ikke til at socialrådgiveren og den unge kan have et godt samarbejde, da den unge ikke oftest heller ikke er så glad for politiet, da de er en kontrolorgan. Socialrådgiveren risikerer at miste følingen og kompetencen til at træffe de afgørelser, som socialrådgiveren vurdere er det bedste for den unge. Og hvor står vi så henne om 2-4 år? Ender vi ligesom dengang, da den kriminelle lavalder blev sat til 14 år? Hvilke udfordringer havde man dengang og hvilke udfordringer har de unge som blev berørt af den lovgivning?

UngeRuten har skiftet navn til IndsatsRuten

X