Justitsministeriets Forskningskontor har i en rapport (2018) fremlagt udvalgte samfundsøkonomiske omkostninger som følge af kriminalitet begået af medlemmer af kriminelle grupperinger.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i Politiets Efterforskningsstøttedatabase (PED) og her har man undersøgt de forskellige forhold som medlemmerne af de kriminelle grupperinger begår, hvor der er fældet en strafferetlig afgørelse.

De straffelovsovertrædelser som har undersøgt gælder:

  • Voldsforbrydelser
  • Ejendomsforbrydelser
  • Øvrig straffelov (seksualforbrydelser, salg/smugling af narkotika mv.)
  • Særlove

Ovenstående dækker over 5000 sigtelser mod personer som er registreret i PED. Ud af disse 5000 sigtelser er faldet dom i knap 4000.

I 2016 var omkostningerne:

  • Berigelseskriminalitet knap 5 mio. kr.
  • Exit-indsatser hos Kriminalforsorgen og politi: 19.5 mio. kr.
  • Politiet: 62 mio. kr.
  • Anklagemyndigheden: 24 mio. kr.
  • Domstolenes: 10.6 mio. kr.
  • Kriminalforsorgen: 186 mio. kr

De samlede samfundsøkonomiske omkostninger er på 314 mio. kr.

Men hvad kan vi som professionelle gøre ved dette? Hvad kan systemet gøre ved det? Svarene som falder naturlige for mig er: tidlig(ere) indsats, bedre forebyggelse, mere forebyggelse og mere forståelse for de dynamikker som spiller ind i forhold til at de kriminelle vælger at begå handlinger som er ulovlige. Forstå mig ret; hvis man har begået en forbrydelse, så er der også en konsekvens af dette. Men hvad skal vi gøre før vi når til konsekvensen som hedder kriminalitet og fængsel?

Det næste spørgsmål er: Kan man vride armen om på en familie hvis søn eller datter som er under 18 år og begår kriminalitet? Skal vi tvinge forældrene til støtte og forebyggelse? Skal vi tvinge den unge? Hvilken effekt vil det have? Skal vi være mere reaktive eller proaktive? Det er en balance som man hver dag kæmper med.

UngeRuten har skiftet navn til IndsatsRuten

X